Smertefri rodbehandling med kosmetisk pænt resultat

Er du uheldig at have fået betændelse i tandroden, skal der en rodbehandling til, for at komme skaden og ikke mindst smerterne til livs. Smerterne stammer fra betændelse i tandens rod og nerver. Da tanden ikke er eftergivelig, vil trykket på nerverne udløse en stor smerte, som ofte ikke kan holdes i skak med smertestillende medicin.

Når man får foretaget en rodbehandling, bliver tanden åbnet op ovenfra. Alt det inficerede væv og nerver bliver fjernet, så alle bakterier og alt betændelsen fjernes. Derefter bliver området desinficeret. Når tandroden er renset ud, bliver den udfyldt med et specielt rodfyldningsmateriale som sørger for, at der ikke kan komme nye bakterier i området. Derved skal du ikke bekymre dig om en ny rodbehandling i samme tand, på et senere tidspunkt.

Rodbehandlingen foregår smertefrit

Når du skal have lavet en rodbehandling, foregår det under lokalbedøvelse. Bedøvelsen indføres i området omkring tanden med en meget tynd nål for at mindske generne ved prikket. Under selve rodbehandlingen kan du derfor ikke mærke smerte. Du kan selvfølgelig fornemme, at der bliver rumsteret i munden, men der er ikke nogen smerte forbundet med en rodbehandling.

Under en rodbehandling bliver der taget røntgenbilleder for at fastslå dybden af rødderne, så tandlægen ved, hvor langt der skal renses ned. Tandlægen sætter nogle små metalfile i tanden, som tydeligt kan ses på røntgenbilledet. Dette kan ikke mærkes af patienten.

Vær opmærksom på, at det ikke er altid, at en rodbehandling kan færdiggøres i ét forsøg. Hvis der er tale om en meget slem infektion, kan det være nødvendigt at få lagt noget desinficerende ned i tanden, som man går med i op til nogle uger, så man er sikker på, at betændelsen er slået ned. Hvis ikke den er 100 % væk inden tanden afsluttes, vil problemet blot fortsætte med at vokse. Det er derfor yderst vigtigt, at der absolut ingen betændelse er i tanden.

Kontakt tandlægerne på Frederiksberg og bestil en rodbehandling nu.

Tanden er ikke helt lige så stærk som en levende tand efter en rodbehandling

Når tanden får en rodbehandling fjernes blodforsyningen til den, hvilket gør tanden mere skrøbelig i forhold til de øvrige tænder. Man kan sige, at tanden tørrer lidt ud. Når tanden mister sin blodtilførsel, kan den forekomme lidt glasagtig og knækker lidt nemmer end de levende tænder. Pas derfor på med at bruge meget store tyggekræfter på netop den tand, der har fået en rodbehandling.

Når der skal åbnes op ind til roden, vil der også blive fjernet noget rask tandsubstans, for at redskaberne kan komme helt ned til knoglen. Dette er også med til at svække tanden. Hvor stor en grad afhænger selvfølgelig af, hvor meget der har været angrebet af caries og derved er blevet fjernet.

Ingen kosmetisk forskel på en rodbehandlet tand og de øvrige tænder

Når tanden er fyldt ud, vil den ligne alle de andre tænder. Hvis den er blevet mørk af at have mistet blodforsyningen, kan dette afhjælpes ved en afblegning af denne ene tand. Hvis det er en kindtand, der er blevet rodbehandlet, bliver der ofte sat en krone på, så tanden får den bedst mulige modstandskraft. Der kan dog også være tale om en fyldning i stedet, hvis ikke tanden har taget så meget skade. Uanset metoden, bliver resultatet pænt, så det ikke er til at se forskel på tanden, der har fået rodbehandling og de øvrige tænder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *